19-02-2017

Fifty Shades Darker

Godaften Hjerte

En aften, hvor jeg trodsede filmanmeldernes knapt så begejstrede anmeldelser af den nyeste film om mr. Grey og hans store kærlighed Anastasia Steele, og hvor jeg først og fremmest så filmen ud fra et terapeutisk synspunkt. Nu - et par timer senere, hvor jeg er kommet hjem og nyder at sidde foran pejsen, er jeg klar til at belyse hvorfor filmen for mig var dyb og indsigtsrig.
Denne gang fik vi nemlig mulighed for sammen med vores 2 hovedpersoner at dykke ...endnu mere ned i mørket og ned i barndommen, og hvor vi blev en del klogere på, hvilke barndomstraumer Christian Grey har med sig i sin bagage og som således lægger til grund for hans seksualitet.
Vi hører om, hvordan han i sine første år vokser op med en mor, der er stofmisbruger og en voldelig stedfar. Som blot 4-årig dør hans mor af en overdosis, og selv om han efterfølgende vokser op i en mere tryg og velhavende plejefamilie, har de tidlige svigt brændt sig fast i mere end én forstand, og Christian har siden holdt kvinderne på afstand for at undgå svigt og intimitet. Som teenager tager hans mors veninde ham under sine vinger og oplærer ham inden for BDSM, hvor han starter med at have rollen som submassiv (den, der underkaster sig) Siden hen tager han selv rollen som den dominante og oplærer adskillige submassive kvinder, mens morens veninde, "Mrs. Robinson" vogter over ham på sidelinien. Christian befinder sig godt i rollen som dominant, for det er i rollen som dominant og efter hans eget udsagn sadist, at han seksualiser sine barndomstraumer; det er herigennem, han får kontrol over det kvindelige køn og hvor han igen og igen indirekte kan straffe den mor, der svigtede ham og som ikke formåede at give ham det, han higede efter – nemlig kærlighed og omsorg.
Men så møder han Anastasia Steele, og det er der en helt særlig grund til. Det er nemlig i forholdet til hende, at han får muligheden for at heale sine barndomstraumer og blive et mere helt menneske.
Da han på sin fødselsdag – i slutningen af filmen – vælger at tage det endelige opgør med morens veninde, "Mrs. Robinson", som misbrugte ham som teenager og introducerede ham til BDSM – siger han: ”Du lærte mig at kneppe – Anastasia lærte mig at elske”. Han kapper således forbindelsen til hende, der viste ham en verden, der indtil da har givet ham tryghed og kontrol, men vælger altså i stedet den kvinde, som er med til at heale ham.

Som sexolog er jeg derfor rigtig glad for, at filmen er med til at belyse barndommens traumer som årsag til vores seksualitet. En seksualitet, som i visse tilfælde er foranderlig livet i gennem i takt med vi udvikler os.

Hjerte