23-10-2017

På rette vej - om at finde sit kald

Nogle mennesker finder ret tidligt ud af, hvad de vil i og med livet.

I mange år har jeg selv spekuleret på, hvad der var min opgave i livet, og i en alder af 39 år føler jeg nu endelig, jeg har fundet mit kald – både som pædagog og sexolog.

Jeg elsker at arbejde med mennesker, og hvor jeg kan se en mulighed for udvikling – både hos mig eller hos dem, jeg arbejder med. Det er det allervigtigste for mig – at guide andre sikkert og kærligt på vej. Hjerte

Når jeg arbejder med andre mennesker, arbejder jeg både pædagogisk og psykologisk. Jeg arbejder med udvikling, potentialer, forandringsprocesser, fornyelse, nytænkning, nye tankeretninger og nye tankemåder.

Vi indeholder alle feminin og maskulin essens – som regel dog mere af vores eget køns essens. Hos mig har jeg altid haft en god kontakt med min feminine essens, når det kommer til bl.a. at være omsorgsfuld, kærlig, kommunikerende og i grundlæggende kontakt med min sårbarhed og følelser forbundet dermed, men den maskuline essens har jeg derimod haft svært ved – særligt når det er kommet til at finde min egen vej og retning i livet.

Symbolet på det maskuline er kaptajnen, der styrer sit skib sikkert på vej og som ved i hvilken retning, han skal og præcis hvornår. For at blive lidt i den metafor har jeg ofte sejlet rundt på må og få og har i mange år syntes, det var mere sikkert og trygt at ligge til kaj fremfor at tage på eventyr på det store ocean, hvor jeg bl.a. ville kunne risikere store og høje bølger.

Min egen skilsmisse tvang mig for 4 år siden til at stoppe op og begynde at tage ansvar for at finde ud af i hvilken retning, jeg ville.

Sexologuddannelsen blev min gave. Hjerte Den gav mig en retning, og den gav mig visdom, som jeg gerne vil bringe videre og ud i den bredere befolkning, så den bl.a. ender hos DIG.

Nu – hvor jeg står bag roret og styrer mit skib på bedste vis – er det med rank ryg, stolthed og et smil på læberne.

Hvad med dig – ved du også i hvilken retning, du skal gå/sejle?

Kram fra Rikke