28-04-2018

En flig af ondskab

Intetanende steg en ung kvinde med mod på livet og en lys fremtid foran sig ombord på verdens største hjemmebyggede ubåd d. 10. august sidste år. Hun havde ikke nogen som helst ide om, at denne dag ville blive den sidste, og at hun netop var den sidste og altafgørende brik i en mands puslespil. En mand, som gennem årerne øjensynlig var blevet mere og mere seksuelt afvigende og grænsesøgende og som i tiden op til den skæbnesvanger aften var meget optaget af de såkaldte ”snuff”-videoer (dødsporno), hvor kvinder bliver halshugget eller spiddet. Højst sandsynlig er hans pornoforbrug startet i det små, hvorefter trangen til at se porno er eskalereret og hvor det pornografiske indhold er blevet mere og mere avanceret og voldsomt.

Peter Madsens omgangskreds står helt uforstående tilbage og har svært ved at genkende den mand, de troede, de kendte. Som inspirerede dem i forhold til sit arbejde og som var et forbillede for dem. Hans elskerinder havde ikke oplevet ham som voldelig, men derimod som en sympatisk elsker, som tilmed var blevet smidt ud af ”Det sorte selskab” alene af den grund at han havde været for passiv. Men indeni ham har der efter alt at dømme været en mørkelagt side, hvor forbudte fantasier har kredset om at lege med livet og med døden. Med kvinder og med smerte. Fantasier, som han ikke har kunne slippe, og som med tiden højst sandsynligt har optaget ham mere og mere. At han var optaget af kvinder og vold er ikke et enestående eksempel. Der er mange mænd out there, der tænder på at udsætte kvinder for smerte og der findes ligeledes kvinder, som nyder at blive udsat for det.

Seksuelle fantasier tager oftest sit udgangspunkt i barndomstraumer og som sexolog ville jeg være nysgerrig på, hvordan hans barndom var både i forhold til forældre og jævnaldrende og hvordan hans første seksuelle erfaringer var.

Mens jeg nærer den dybeste medfølelse for Kim Wall, som mistede livet alt for tidligt og på bestialsk vis, så er jeg som sexolog på den anden side naturligvis også nysgerrig på, hvad der ligger til grund for denne mands seksualitet.

Som sexolog skal man kunne favne alle – med alt lige fra par, der gerne vil optimere deres sexliv, den seksuelt misbrugte, den pædofile og mænd og kvinder, som har en afvigende seksualitet, hvor voldtægter og sexdrab desværre kan blive udfaldet, hvis man ikke søger hjælp i tide og således undgår at forvolde skade på uskyldige.

Peter Madsen tog ikke ansvar for sit ulmende mørke og konsekvenserne heraf, hvilket kostede en ung og uskyldig kvinde livet, og i torsdags blev han således dømt skyldig i at have begået et drab, der er begået med kynisme og - som retten slår fast - har været seksuelt motiveret.

Husk at søge hjælp – helst inden det er for sent.